Back to the menu
1908-10-10
Language: Danish (Denmark)
Location: Copenhagen
Date: 1908-10-10
Author: Lunn, Michael
Recipient: Madsen, Theodora
Keywords:
Comments:
Transcription:
Emneord:
Attachments: 1908-10-10 brev til Theodora Madsen.pdf
Kommentarer:
Transskribering:
København K., den 10 Okt 1908

Kjære Theo,
Til Paula har jeg skrevet et Par Gange og paa det mest indtrængende fraraadet hende at afbryde sit Ophold i Scotland for at vende tilbage hertil.
Ogsaa med Doktor Fenger har jeg sat mig i Forbindelse. Han godkjender de Grunde, som jeg har anført imod Paulas Tilbagevenden paa det nuværende Tidspunkt, men mener, at der er andre og stærkere Grunde, der tale for at hun skal komme snarest muligt, og da navnlig den Grund, at Paulas Tilstedeværelse i Hjemmet vil være en Hindring for Fornyelsen af det ægteskabelige Forhold til Fru Ny. bl. a. fordi Deres Fader ikke vil komme til at lide under Trykket af Ensomhedsfølelse, naar han har Paula hos sig.
Jeg er ganske enig med Fenger
Jeg tror ikke, at Fru Ny. selv om hun maatte blive kjed af K. K., vil søge at komme til at gjenindtage sin Stilling som Frue paa Ny Carlsberg; men skulde det alligevel hænde vil Paula ikke blive nogen Hindring derfor; thi i saa Tilfælde vil Fru Ny arrangere det saaledes, at hun "tilfældigt" møder Deres Fader og foretager sit Angreb paa ham udenfor Ny Carlsberg og lykkes det hende at beseire ham, hvad jeg ikke tør benægte Muligheden af og vel ikke tør ansee for ganske usandsynligt, saa vil Deres Fader føie hende ud paa Ny Carlsberg, uden at Paula har nogen Anelse om, at hun er i Opseiling, eller i ethvert Fald uden at hun kan foretage noget for at forhindre det.
At Deres Fader fra sin Side skulde tage Initiativet til en Gjenoptagelse af det afbrudte Samliv, anser jeg for ganske usandsynligt; men skulde det alligevel ske, vil det ikke kunne forhindres ved Paulas Nærværelse.
Jeg mener altsaa, at man ganske kan afsee fra denne Grund for Paula til at vende tilbage, og at man ganske maa afsee fra Frygten for Fru Ny, naar Spørgsmaalet om Paula tages op.
Dersom der var en Mulighed for, at Deres Fader var kommet til Erkjendelse af, at det er hans Opgave at tage sig af Paula og lede hendes videre Udvikling, tænke paa hende, vaage over hende og forstaae hende, og at han var istand til at løse denne Opgave,- ja saa var det en anden Sag. Men den Tanke mener jeg, at man ligesaa godt kan opgive; thi Deres Fader har nu i 66 Aar kun taget Hensyn til sig selv, og det er ikke at vente, at han nu skulde forandre sig. Han vil engang imellem, naar det stikker ham, more sig med at forkæle hende og give hende Foræringer, men i øvrigt vil han lade hende drive for Lud og koldt Vand eller lade sit daarlige Lune gaa ud over hende. I saa Tilfælde vil Paula bide tappert fra sig; men hun er for ung og uerfaren til at blive den overlegne og til at vinde Magten over sin Fader, saa at hun bliver den som leder ham. Det var noget, som end ikke Deres Moder var i stand til.
Jeg troer, at der kun vil blive gjensidig Misfornoielse, Strid og Spektakel og Adskillelse. I bedste
Tilfælde vil Deres Fader vedblive at sidde ensom med sit Arbeide og sine Interesser, og Paula vil gaae alene og rase i det store Hus – og det har hun ikke godt af.
Hellere maa Helge og hans Hustru komme hjem og tage i Huset hos Deres Fader. Det gaar naturligvis heller ikke; men gjør dog mindre Skade. Det værste er, at Paula ikke gjerne maa staae med Eneansvaret for at hun ikke kommer hjem… hun ikke paaberaabe sig; thi det gjør jo blot ondt værre. Derfor vilde jeg saa gjerne, at hun skulde have Fenger at skyde sig ind bag; men naar han ikke vil lægge Ryg til fordi han seer Forholdet paa en anden Maade, saa er der jo ikke andet for end, at De og Deres Mand og Pastor Ussing lægge et meget kraftigt Ord i Vægtskaalen, som Paula kan henvise til. Jeg har talt med "Bertha", hun er ganske enig med mig; men mener ikke at burde blande sig i Forholdene.
Venlig hilsen Deres hengivne Michael Lunn.
Archive Reference: 000031889/000007584