Back to the menu
1865-07-15
Language: Danish (Denmark)
Location: Bagnères-de-Luchon
Date: 1865-07-15
Author: Jacobsen, Jacob Christian
Recipient: "Hjemmet" / "Home"
Keywords: Travel letter; travel letters; Cascades d'Enfer
Comments: An extensive travel letter with detailed descriptions of the nature in the Pyrenees. Vallé de Lys, Cascades d'Enfer, Val des Graouès de Castillon, Cascade de Coeur and a hike to the lakes Lac d'Oo, Lac d'Espingo and Saousat.
Transcription:
Emneord:
Attachments: 1865-07-15 brev til hjemmet fra Bagneres de Luchon FA 2-021-00055.pdf
Kommentarer: En omfattende rejsebrev med detaljerede beskrivelser af naturen i Pyrenæerne. Valle De Lys, Cascades d'Enfer, Val des Graouès de Castillon, Cascade de Coeur og en vandretur til søerne Lac d'Oo, Lac d'Espingo og Saousat.
Transskribering:
Bagneres de Luchon.
sluttet d 15 Juli 1865
 
Jeg fortalte i mit sidste Brev om min Udflugt til  Vallé de Lys og til de saakaldte Cascades d'Enfer (af hvilke den nederste langtfra fortjener dette Navn, thi den indhÿller sin, unægtelig kraftige, Ström i det mest graciöse, halvgjennemsigtige Slör af det fineste Gaze, der langsomt og ziirligt daler ned uden-om Hovedströmmen og næsten dölger dennes Vælde. Jeg vilde derfor finde det rigtigere at give denne Cascade et Quindenavn), og om min förste Pröve paa at klatre opad bratte Klippevægge og paa ubanede Veie. Det heldige Udfald af dette Forsög gav mig naturligviis Lyst til at gjentage det efter en noget större Maalestok, men Veiret drillede mig, thi Skÿerne hang bestandig lavt og indhÿllede alle de höiere Regioner, hvor man altsaa tabte al Udsigt istedetfor at vinde og gave tillige af og til Regn og Uveir.
I Tirsdags var det samme vel Tilfældet, men dog i mindre Grad end de foregaande Dage og jeg tog Mod til mig og kjörte med min gamle Förer igjen til Vallé de Lys for derfra at stige op i en Sidedal: Val des Graouès de Castillon, hvor der er en Række af Betÿdelige Vandfald og flere höitliggende Söer oppe ved Foden af Gletscherne.- Denne Opstigning fremböd ingen af de piquante lodrette Klippevægge, men var dog höist besværlig, da den gik over store Strækninger af nedfaldne Klippestÿkker, hvor man maatte klavre over. Skÿerne, der hang over vore Hoveder beskÿttede imidlertid mod Varmen, saa at Anstrengelsen ikke blev fölelig, men paa den anden Side skjulte de det imposante Sÿn af de saug-takkede Bjergkamme og de snebedækte Toppe for os og da vi efter henved 4 Timers Vandring vare komne op til den saakaldte Lac vert, der har en stærk blaagrön Farve) i en Höide af c 6000 Fod, streifede Skÿerne vore Hoveder. De hævede sig en kort Tid, medens jeg gik rundt om den tilgængelige Side af Söen og fra en Klippe ved Siden af dens Udlöb kunne fölge den udströmmende Elvs hoppende og brusende Fart ned i Dalen, som i nogle Öieblikke laae godt belÿst og kastede et venligt Glimt op til os i denne vilde og næsten öde Natur. Vi stode nemlig lige ved den överste Rand af Trægrændsen; nogle faa forkröblede Fyrretræer ved vor Side vare de sidste, der fandtes i denne Dal. Da Skÿerne atter
s 2.
sænkede sig og begÿndte at indhÿlle os, maatte jeg opgive enhver Tanke om at klatre nogle faa hundrede Fod opad den steile Væg til den næste Söe Lac Bleu, som skal være endnu smukkere, hvis den ikke er bedækket med Iis og Snee. Vi stege altsaa samme Vei ned og mödte paa Halvveien det opmuntrende Sÿn af - nogle Mennesker, nogle Arbeidere med nogle Oxer, som skulde transportere fældet Træ (i korte Længder) hen til Pÿnter, hvorfra det kan rulles ned i Dalen.
I forbigaaende gik eller snarere glede vi et Stÿkke ned ad en steil Skraaning af löse Steen for at komme til Bunden af Dalen og derfra see den smukke Cascade de Coeur, der idag, ligesom alle Vandfaldene, strömmede med foröget Kraft efter Uveiret i Söndags Aftes og Nat, der havde efterladt mange Spor paa Veien og Bjergsider af de nedstÿrtende Vandmassers uhÿre Kraft. Hele Tilbageveien tog noget over 2 Timer, saa at vi i det Hele havde været godt 6 Timer paa Marschen, vi havde idag været saa betænksomme at tage en halv Flaske Cognac med, som vi af og til blandede med lidt Kildevand og lædskede den törre Gane med. Et tarveligt Maaltid, som det lille Gjæstgiveri i Dalen kunde bÿde, vederquægede fortræffeligt og derpaa kjörte vi hjem; hvor jeg om Aftenen gjorde mig det hÿggeligt, med at drikke Thee, som jeg ikke har nÿdt, siden jeg var i Holland.- I Onsdags var Veiret atter overtrukket, men de lavere Bjerge vare dog synlige og jeg foretog derfor en Kjöretour igjennem en Dal, jeg endnu ikke havde besögt, Arboust - Dalen, hvis förste Deel er ligesaa smilende og piquant malerisk, som dens sidste, höie Deel er trist og öde. Fra Passet ved Enden af Dalen: Col de Peyresourde, vilde jeg kaste et Blik ned i den bagved liggende smukke Dal, Val de Louron, som er en af de faa Dale i Pyrenæerne, der have en flad Dalbund og som tillige prÿdes af en Mængde Landsbÿer langs opad Bjergsiderne, der ere meget frugtbare og dÿrkede til en betÿdelig Höide. Jeg havde uheldigviis misforstaaet min Haandbog og troede, at jeg kun havde nogle faa
s. 3
Skridt at gjöre fra Toppen af Passet, hvor Vognen standsede, til Udsigtspunctet. Jeg mærkede snart min Feiltagelse og maatte derfor forcere min Marsch, da jeg ikke kunde forlange at Heste og Vogn skulde holde meget længe paa den aabne Landevei i den kolde Luftström i Passet. Jeg brugte dog ½ Time for at naae Udsigten, der var ret godt belÿst og meget smuk, travede derpaa tilbage, men blev forfulgt af nogle ondskabsfulde Smaaskÿer der först indhÿllede mig, derpaa beduggede mig og tilsidst beregnede mig. Men jeg havde heldigviis Parapluie med mig og da jeg efter lidt over en Times Fraværelse naaede Wiener Vognen havde jeg der Beskÿttelse af Kaleschen og min store blaa Kappe til at holde Varmen, saa at jeg ingen Skade tog, skjöndt jeg var drivvaad af Varme. Regnen ophörte efterhaanden og om Aftenen kunde jeg som sædvanlig spadsere i det engelske Anlæg og höre Musikken. Luften var stadigt skÿdækket, men en lille Luftballon med varm Luft, en Montgolfière, som jevnligt opstiger om Aftenen med et kraftigt Blus af en Beegkrands, eller desl, viste denne Aften en ganske svag Vind i de höiere Regioner fra Nordost.- Jeg sluttede deraf en Forandring i Veiret og gav strax Ordre til min Förer og en Vogn at være parate næste Morgen Kl 6 og da jeg vaagnede Kl.4½ var Luften deilig klar og fyldkommen Skÿfri.- Kl 6 1/4 rullede vi afsted til Vallé d'Astos d'Oo. Luften var saa fortræffelig kjölig, at jeg i Vognen maatte dække mig med min Kappe foruden Overfrakken. Det kunde ikke være heldigere! Kl. 8 vare vi ved Enden af den lille Dalkjæde, hvor Kjöreveien ender. Jeg forsÿnede min Reisetaske med et godt Stÿkke Bröd og et ll. Stÿkke Saucison, en frisk Spegepölse (uden Trichiner) og min Förer fik en Halvflaske Cognac i Lommen og Kl. 8 1/4 tiltraadte vi Marschen ad en god Sti i Zigzag op til Söen Lac d'Oo, derligger 1800 Fod höiere end Dalen, vi gik ud fra. Der er ikke sagt saameget om denne lille Söes Skjönhed. Dens Vand er i Solskin deiligt blaat og den er rundt om omgivet af höie og steile Bjergsider, kun med en snæver Aabning ved Elvens Udlöb, hvor man træder ind ad en smal Sti, udhugget i Klippen.- Ligefor Indgangen paa Söens modsatte Side, Stÿrter gjennem en smal Klöft en kraftig Elv ned
s. 4
fra en Höide af 900 Fod. Den breder sig i Faldet og endeel af Vandmassen törner mod. Klippekanter og oplöser sig (ligesom ved Cascade d'Enfer, men i större Maalestok) til et langsomt dalende Gaze-Slör. Det er et Skuespil, som intet maleri kan gjengive! Maaske et Photografia instantanée kunde gribe et enkelt Moment, men den grazieuse Bevægelse kan ikke gjengives.- En Sti förer fra Indgangen langs den venstre Side i Zigzag op ad Bjergsiden, men vi ville see Faldet nærved og seile derfor over til Gruusbanken ved Foden af Faldet, hvor det imponerer mere ved sin Masse og sin Larm, men ikke er saa skjönt, som seet i nogen Afstand.- At seile tilbage og begÿnde Opstigningen i Zigzag mener Föreren ikke er nödvendigt, da han veed at jeg kan klatre. Vi stige altsaa paa alle 4 op ad en steil Klöft indtil vi have taget Tÿren ved Hornene og naaet Stien. Herfra saa vi atter Faldet paaskraa fra Siden. Derpaa fortsatte vi Stigningen ad "Stien", der snart bliver aldeles ubanet og forsvinder under de af stærke Regnskÿl nedkastede Steen, som Beboerne ikke brÿde sig om at jevne för Quæget fra de höiere Græsgange skal föres ned i Dalen. Efter nogle Timers uafbrudt Vandring naar vi til de 2 næste, blaa Söer: Lac d'Espingo og Saousat.
Her ophörer de sidste faa Træer, Fÿrrer, og kun Rhodendendron i prägtig Blomsterflor og nogle Vaccinier fölge os.- Foran os have vi en steil Skraaning hvorover findes en Terrasse med 2 Sænkninger, der danne 2 smaa Söer Lac Glacée og Lac de Portillon. Jeg ville helst til den förste, som mest omtalt i Bogen, men Föreren viser mig at Skraaningerne derop til ere stærkt belagte med Snee og Iis og altfor farlige at stige opad. Derimod er der mindre Snee tilvenstre opad Lac de Portillon. Vi gaae altsaa tilvenstre, langs henad en brat Skraaning, men denne er i omtrent en Fjerdingveis Længde dannet af tildeels ühyre Klippeblokke, alle skarptkantede, de mindste som en Kuffert, de fleste som en Kommode  eller Secretair og mange som Höstlæs eller smaae Bönderhuse, enten med skraa Flader eller skarpe Kanter eller Hjörner opad; men vi forstaae at klavre og det gaaer deiligt, men langsomt. Paa denne Slags "Vei" kan jeg forövrigt bedre fölge min Förer i Hælene, end hvor man kan gaa opreist, thi der skridter han raskere end jeg kan, uden at tabe Veiret.-
s. 5
Nogle gange Gange passerede vi tværs over "Lavineveie".- Disse vare endnu værre, ikke fordi vi kunde frygte Laviner paa denne Aarstid, men fordi Skraaningen dér var endnu steilere og bestod störstedeels af smaae Steen, som glede ned under hvert Fodtrin og foranledigede en Nedglidning af de höiere oppe liggende, over vore Födder, hvilket især var misligt, naar der var enkelte större Steen, som paa denne Maade kom rutschende.- Man maatte derfor see sig vel for, men dette gjælder da om hele Veien lige fra Lac d'Oo af. Jeg troer ikke, at jeg paa den hele Vei har gjort eet Skridt uden at Øjet iforveien har udsögt Stedet og beregnet Virkningen deraf. Adskillige Gange spadserede vi over Snee, men den var ikke haardere end at Støvlehælen kunde gjöre Indtryk deri. Desuden havde vi Alpestokken. Til Slutning havde vi nogle bratte Opstigninger, men Klippen bestod af Skiferlag, der stode lodret op og i hvis Rande vi overalt fandt et slags Trapper.-
Endelig naaede vi efter 6 Timers Vandring, Kl. 2½, en fremspringende Klippekam* (*den var 8565 Fod over Havfladen og 5590 Fod over Dalen, vi stege op fra) til venstre for "Söen" over hvilken vi havde en dominerende Udsigt.- Vi Opgave i Betragtning af Tiden at gaa lige hen til dens Rand, da vi isaafald först maatte stige et godt Stÿkke ned og næsten ligesaa höit op igjen. Der var desuden Intet at see nærmere ved, thi Söen var endnu frossen og belagt med Isen og Gletscherne bag den var det ikke værd at pröve, thi de vare næsten dækkede af Snee og hvor de vare blottede saae vi, hvad Föreren ogsaa vidste, at de paa den steile Skraaning bestod af lutter Revner og Kamme. Var dette da Alt hvad jeg saae? og var dette da hele Udbÿttet af den anstrengende Vandring? vilde nogle maaske spörge. Nei, ikke saa ganske! Rundt om mig saa jeg den vildeste Natur i mægtige Omrids; intet Træ, ingen Busk, intet Græs og kun ganske enkelte Urter og Mosser**(indlagt en Primula (viscosa) og en Mosblomst plukket ligeved Siden af "Bordet") Alting nærmest om mig var nedstÿrtede Stenblokke (jeg stod og sad paa en saadan, af Størrelse af Spisebordet og - en en reen Undtagelse - aldeles horizontal) som Levninger af en undergaaet Verden; bag ved hævede Pic Quairat sin Kam bogstaveligt lodret , om ikke, som det sÿntes, overhængende iveiret; tæt ved mig, ligefor skjöd en spids Kegle sig og midt i Kredsen af de gletscherdækkede Bjerge, de höieste i den franske Deel af Pyrenæerne; op til höire saae jeg den dybe Dal, jeg var kommen op af med de 2 överste Smaaesöer, 2 klare blaae Øine, hvori Himlen speilede sig,
s. 6
og udover Dalen saaes de mægtige Bjerge som indslutte den, men som nu laae under mig, og bag ved dem atter og atter  Bjerge, alle med maleriske Konturer som udmærke Pyrenæerne og over alle disse Bjerge saae jeg langt ind over den franske Slette i en bred Strækning fra Nord til lidt forbi nordvest, klart belÿst af det fulde Sollÿs. Paa Himlen var ikke en Skÿ, den var dÿb mörkeblaa og saa gjennemsigtig at jeg troede at kunne see Stjernerne igjennem den. Dette Skuespil accompagneredes og næredes af en Blanding af Rislen og Brusen fra de Bjergströmme, som Gletscheren paa de 2 Sider af mig nedsendte. Er dette ikke Noget at gaae saa langt efter? Er det maaske ikke nok? Nuvel, saa er der ogsaa et andet Udbÿtte; dét, at pröve og at öve sine Kræfter er en ubeskrivelig Nÿdelse dét at kjæmpe mod og overvinde Vanskeligheder og Hindringer er en Vellyst, som ledsages af den instinctmæssige Fölelse af, at det ikke alene er Legemet der stÿrkes, ikke alene Muskler og Sener og Nerver der faae foröget Spændkraft, men ogsaa Sjælens Evner der Udvikles, ogsaa Hjertet der udvides ved at komme Himlen nærmere og modtage Indtrykket af det Store i Omgivelserne.- Smaalighed kan ikke trives paa et saadant Sted. Dog, jeg skulde jo fortælle og ikke reflectere, thi man reflecterer ikke bevidst deroppe i denne Retning. Vi sidde paa den store, flade Steen og nÿde, formodentlig et Quarterstid. Da kommer Reflectionen: vi skulde ned igjen og Veien er lang og besværlig og denne Betragtning understöttes af Fornemmelsen: en ulidelig Törst eller rettere Törhed i Gane, Tunge og Læber, som klæbe sammen. Vi have Cognac, men intet Vand för vi komme et langt Stÿkke ned. Altsaa afsted! Endnu et Blik udover alle Bjergene, ind i Frankrig og vi krÿbe ned af "Bordet". Jeg söger og finder endelig de omtalte 2 Blomster nogle Skridt borte og saa klavrer jeg efter Föreren som jeg snart indhenter.- Vi fölge en Tid den samme Vei vi vare komne, ned ad Trapperne og over nogle Sneeflader, men nu troer han, at kunne see, at vi ville faae en noget bedre Vei og undgaae de store Steenblokke ved at holde os höiere oppe paa Skraaningen tæt under den lodrette Pic Quairat. Det gaar ogsaa ret godt, langs ad en Kordongesims og ud paa et Plateau, men der standse vi ved et lodret Fald.
s. 7
Vi maae gaae et Stÿkke tilbage, stige ned ad en "Trappe" til en lavere Skraaning men snart viser det sig, at ogsaa denne slutter med et lodret Fald. Vi maa altsaa et langt Stÿkke op igjen og tilbage indtil vi omsider finde nogle Trapper og Gesimser, som före os ned paa de store Steen, der öiensÿnligt generede min gamle 75 aarige Förer mere end mig, skjöndt han er overordentlig snedig. Han havde lÿst til at undgaae dem ved at stige höiere op, men det frabad jeg mig; jeg vilde hellere klavre paa denne Chemin d'Enfer, som han kaldte den, end stige oftere opad. Til vor, men umulig til hans Ærgelse saae vi nu, at der dog var et Sted, hvor vi "med Lempe" kunde være stegne ned fra det höie Plateau, men det kunde man ikke see fra oven af og han kunde ikke vide det. Paa slige Steder gaar det ikke efter Hukommelsens Kompas men efter Instinctet, man "seiler paa Loddet".- Snart efter kom vi, bestandig paa den steile Skraaning til en Strækning, der var bevoxet med en meget fast Grönsvær. Her gik min Förer med sine jernbeslagne Alpesko fortræffeligt, men jeg ikke; jeg maatte hænge paa min Alpestok for hvert Skridt, som En der gaaer paa Krÿkker, men jeg havde kun 1 Krykke. Imidlertid, det gik, og vi kom til de "2 blaae Øine" og en god tid senere til Lac d'Oo med Vandfaldet. Solen var nu sunket betÿdeligt, Kl var c 6, og belÿste kun Bjergtoppene. Söen saae derfor langt mörkere og alvorligere ud end om Morgenen, hvilket behagede mig mest. Det hvide Vandfald gjorde en stærkere Virkning og speilede sig i en lang hvid Stribe tværsover den mörkblaae Söeflade. Jeg var gjerne blevet der noget længere, men vi havde næsten en Times Vandring endnu ned til Hÿtten hvor Vognen stod og den förste Times Kjörsel gik ad en meget slem Vei, som maatte tilbagelægges för det blev mörkt. Vi stege altsa ned og kom til Hÿtten henved kl. 7. Det var altsaa næsten 11 Timer vi havde været underveis og deraf havde vi i Alt ikke siddet mere end omtrent ½ Time. Jeg fölte mig dog aldeles ikke træt eller udmattet, men bestandig tör i Munden. Vand og Cognac lædskede ikke mere. Derimod vederquægede nogle Glas Øl (fra Luchon) som jeg drak i Hÿtten, fortræffeligt. Hestene vare imidlertid forspændte og vi rullede afsted udaf den smukke Dal, kastede Blikke tilbage til Bjergtoppene, hvis höieste Spidser straalede i den nedgaaende Sols
s. 8
stærke rödliggule Lÿs. Vi kom heldigt gjennem de snevre Veie med Afgrund ved Siden og op ad de utroligt steile, brolagte Gader i Landsbÿen Casaux og nu gik det rask ad Landeveien til Luchon. Skjöndt det var mildt og jeg slet ikke overdreven varm, hyllede jeg mig dog af Forsigtighed i min store Kappe! Fredag var hviledag, trÿkende heed; fra Middag og hele Aftenen stærk Tordenveir. Idag, Löverdag, vilde jeg kjöre til Hospice og derfra til fods gjöre Turen til Passet Port de Venosque ind i Arragonien og derfra langs Bjerghöiden hen til et andet Pas, Port de Picàde, der fra Catalonien förer tilbage tilbage over Grændsen og ned til Hospice og derfra kjöre hjem. Alt var parat, men i Morges faaer jeg det Budskab at Uveiret har gjort Veien ufremkommelig for Vognen, men kan befares til Hest. Dette er imidlertid meget anstrengende, skjöndt det Sædvanlige, at foretage hele Touren, 10 Timers Ridt, tilhest og jeg valgte derfor et andet berömt punct til Maal, der kun kræver 7 à 8 Timer Ridt. Dette er Pic de Entecado, en höi Bjergtop 7450 Fod i den Alpekjæde, der danner Grændsen, hvorfra der er et fortrinligt Panorama.- Vi kom ogsaa, ved at staae af Hestene, heldigt udenom det spærrede Stÿkke af Veien, som var overskÿllet af 2-3 Alen höit Lag Jord, Steen og Mudder; derpaa den smukke Vei gjennem den ÿndige, svale Bögeskov til Hospice og stege derfra ad en taalelig god Sti op i Zigzag til nogle store Græsgange paa Rÿggen af de lavere Bjerge, som, skjöndt de höre til Frankrig, efter gammel Hævd, benÿttes af Spanierne til Græsning for store Flokke af Oxer, Faaer og endeel Heste og Muulæsler. Vi krÿdsede os frem op ad de noget steile Græsmarker indtil tæt ved Toppen, hvor nogle Hÿrder toge vore Heste i Forvaring og vi gik op til Spidsen.- Hvilken Udsigt! Hvilket Rundmaleri! Man Staaer på en Top med dÿbe Dale paa alle Sider, af hvilke især de 2 sænke sig brat ned. Den ene er den fortrÿllende Aran-Dal, jeg forleden omtalte som den skjönneste i Pÿrenæerne med frodige Enge og Marker og 32 Landsbÿer; den anden er en mörk, vild, tildeels skovbevokset Dal, hvori Vandene fra Maledetta's Gletschere stÿrte skummende og hvidt skinnende ned indtil de i Aran-Dalen forener sig med den i de nÿdeligste Bugtninger fremglidende Garonne. Og over den mörke Dal hæver Maladetta Bjergene, "Pyrenæernes Montblanc", deres skinnende hvide Masser og rundt om, til alle Sider overskue vi en utællelig Mængde af Bjergtoppe og Bjergkamme i de mest phantastiske Former, og ÿderst i Horizonten sees, noget disigt, den store Slette. Jeg har ikke været paa Faulhorn og kan altsaa ikke sammenligne. Maaske er der flere store Træk i Udsigten fra F., men den kan ikke være saa umaadelig riig som den fra E.- Hermed ere mine Udflugter i Pyrenæerne tilende; paa Mandag Morgen reiser jeg. Lev vel!
Jacobsen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
Archive Reference: FA 2-021-00055; F7