Back to the menu
1865-08-03
Language: Danish (Denmark)
Location: Reims
Date: 1865-08-03
Author: Jacobsen, Jacob Christian
Recipient: Jacobsen, Carl
Keywords: Travel letter; travel letters; Christianity;
Comments: In this letter J. C. Jacobsen continues his theological and spiritual considerations.
Transcription:
Emneord: Rejsebrev; rejsebreve; kristendom; livsanskuelse
Attachments: 1865-08-03 brev til Carl Jacobsen fra Reims.pdf
Kommentarer: I dette brev fortsætter J. C. Jacobsen sine teologiske og åndelige betragtninger.
Transskribering:
Reims Torsdag Aften 3 August 1865
 
Kjære Carl!
I mit sidste Brev til dig ÿtrede jeg, at jeg i et senere Brev vilde fortsætte mine theologiske Betragtninger, men jeg har siden været og er fremdeles saa optaget af Iagttagelser og Betragtninger over min Haandtering, at jeg næsten havde opgivet Tanken om, at kunne beskjæftige mig med Andet paa den övrige Deel af min Reise. Nu træffer det sig imidlertid saa, at jeg er kommen hertil i Aften og - efterat have seet Cathedralen udvendigt ved Solnedgang - intet har at foretage mig i en Timestid eller 2 indtil Sengetid. Mine Vinduer vende ud mod Kirken som viser sig i sin imponerende Skikkelse i Maanelyset og Kirkens Klokker ringe alvorligt og höitideligt for mig.- Dette lader ganske uvilkaarligt mit Sind og Tanke hen paa dit Brev og paa det lovede Svar. Jeg vil ikke være din Religionslærer, men kun meddele dig min religiøse Bevidsthed, saaledes som den efterhaanden har udviklet sig for mig.- Protestanten er ikke som Katholiken, en blindt Troende, men hans Tro skal være Resultatet af hans egen Prøvelse og Grandskning.- Protestanten troer ikke, fordi Præsten ....dette eller hiint, men han overveier, hvad han har hört og læst i Bibelen og danner sig derefter sin Livsanskuelse.- Den protestantiske Menighed eller "Kirke" udgjör derfor ikke en saadan "Enhed" som den "catholske", hvori Paven alene har Ret og Magt til at sige, hvad der skal troes.- Hos Protestanterne er Selvvirksomheden hos den Enkelte paa Troesgebetet en Ret - og en Pligt - og den Enkeltes Tro faaer derfor mere eller mindre en individuel Character.- For mig stiller næsten Alt, hvad der hedder Dogmer, sig som noget Uvæsentligt, tildeels fornuftsstridigt og for Christendommens sande Væsen fremmed. En Deel deraf er ikke Andet end orientalske Forestilinger, Mÿther og billedlig Tale, som af de
s.2
ældste, christelige Kirkelærere ere optagne i de "hellige Skrifter". Treenighedslæren forstaar jeg ikke, men Christendommen behöver i mine Øine ikke denne .... for at godtgjöre sin guddommelige Oprindelse. Forsoningslæren forekommer mig fornuftsstridig og jeg troer ligesaalidt paa den, som paa Treenigheden.- at alle de Mennesker, der have levet för Christus og alle de senere Levende, der uden egen Skÿld ere uvidende om Christendommens Moral, skulle være fordömte til Helvede, er i mine Øine en aldeles uchristelig Lære. De kunne ikke her i Verden blive saa fuldkomne blive saa fuldkomne og altså ikke saa lÿkkelige, som de der kjendeog fölge den sande Lære: dette er Sandhed, men saavist som der er et Liv efter dette, hvor Betingelserne for en höiere Fuldkommenhed ere tilstede, saavist kan hines Ufuldkommenhed heller ikke vedvare evigt. Men naar jeg slaaer en Streg over saa vigtige Dogmer, som de nævnte, hvad bliver der da tilbage, som jeg troer paa af Dogmer. Jeg troer paa en eneste Gud, som har skabt Verden, der paa hvert Punct bærer Præget af og Vidnesbÿrd om en Viisdom, hvorfor Mennesket i Ydmÿghed og Ærefrygt maa böie sig. Ved Verden forstaaer jeg ikke alene Jorden og alle de andre Kloder, der bevæge sig i Rummet, men ogsaa det aandelige Liv, der bevæger sig i Tiden: Menneskehedens Liv. Ogsaa her aabenbarer den evige Viisdom sig, som staaende uendeligt höit over Menneskets kortsÿnede Indsigt, saa at Menneskeheden, trods alle de Enkeltes Feilgreb, trods tilsÿneladende alle virkelige, men forbigaaende Tilbagegange, dog skrider fremad til en höiere Tilværelse, saa at det Sande og Fornuftige trods Vildfarelser og Ondskab dog efterhaanden seirer. Dette er for mig Guds Forsÿn.- Det specielle Forsÿn, som den Enkelte paakalder i det enkelte Tilfælde troer jeg ikke paa, fordi denne Tro, saa skön og tröstende, som den er, strider mod Fornuften og med Troen paa en fornuftig Verdensorden. (fra Ørsteds Skrifter)
s. 3
Men fordi jeg ikke troer, at Gud paa den Enkeltes Bön handler med Verdensordenen eller gjör Mirakler, derfor miskjender jeg ikke Bönnen, den varme, ÿdmÿge, inderlige Henvendelse til det höieste Væsen, men jeg tillægger kun Bönnen Værd, forsaavidt den Bedendes Attraa gaaer ud paa at stÿrkes i Viisdom, Taalmod, Ydmÿghed osv. Men nu Udödelighedslæren! Kan man philosophisk bevise dens Sandhed? Nei! - Kan man begribe Udödeligheden ? Nei ligesaalidt som vi overhovedet her paa Jorden, som aandelige Væsener, kunne begribe det Uendelige i Tid eller i Rum.- Skal jeg da troe paa det, jeg ikke kan begribe, endmindre bevise Rigtigheden af ? Jeg svarer her ubetinget: Ja! thi uden Udödelighed forekommer hele Menneskelivet mig at være idel Ufornuft.- Uden Udödelighed var der ingen evig Retfærdighed, thi den Onde bortviser brat uden at faae sin Straf og den Gode ligesaa uden at faae sin Lön. Dernäst det forekommer mig klart, at hele Menneskets Liv med med Nödvendighed, forudsætter en Fortsættelse udover Döden. Menneskene kunne umuligt have faaet en Guddomsgeist i deres Indre alene for at spise , drikke, sove og döe.- Menneskets Maal er aandelig og sædelig Fuldkommenhed.- Opnaaelsen deraf er salighed. Forsömmelsen deraf fremkalder Anger, Smerte, Helvedsqual. Dette er det man billedligt betegner med Guds Dom, Guds Vrede. Men denne stærke Trang til Fuldkommenhed kan jo, det saa er, ikke tilfredsstilles her paa Jorden og Mangfoldige bortrives jo i en tidlig Alder, ja som smaae Börn. Var der nogen fornuft i saadan en Tilværelse, uden en Fortsættelse hinsides Graven? Nei! Altsaa, der maa være en Fortsættelse, med Bevidsthed om det hernede förte Liv. Derom sÿnes jeg ikke, at der kan være Skÿgge at Tvivl.- At gruble over Formen for dette fortsatte Liv nÿtter til
s. 4
Intet, thi vor Tanke kan ikke gjennemskue Evigheden. Man kan ikke let modstaae Fristelsen til at lade Phantasien udmale sig denne Tilværelses-Tilstand men man bör ikke dvæle formeget derved og i hvert Fald holde sig klart for Øie, at det kun er Phantasiens Spil og ikke Tanken, som fremkalder disse Billeder. For Livet hernede er da uden Betÿdning.-


Archive Reference: Uden FA nummer. Kasse F 3,1