Back to the menu
1867-01-07
Language: Danish (Denmark)
Location: Copenhagen
Date: 1867-01-07
Author: Jacobsen, Jacob Christian
Recipient: Jacobsen, Carl
Keywords: Family life;
Comments: About Carl's relationship to Emilie Djørup.
Transcription:
Emneord: Familieliv;
Attachments: 1867-01-07 Brev til Carl Jacobsen, uden FA-nummer, æske F 3,1.pdf
Kommentarer: Om Carls forhold til Emilie Djørup.
Transskribering:

 

D 7 Januar 1867

Kjære Carl!
Hvor ugjerne jeg end gaaer ind paa at omtale en Sag, om hvilken jeg veed, at jeg taler for Øren, der om end ikke aldeles döve for min Röst, saa dog ere mere end halvt lukkede, tör jeg dog ikke undlade det, naar jeg har grundet Formodning om at der er en Misforståelse tilstede, som kan hæves ved at belÿse den. - Jeg maa af en Yttring, din Moder har ladet falde, antage at Du endnu vugger Dig i den Forestilling, at Grunden til min Modstand mod dine Planer er den, at jeg personlig har Noget imod E. Dette sagde jeg Dig dog udtrÿkkeligt, paa Reisen til Korsöer, var ikke Tilfældet, men dit Sind var, ligesom mit eget, dengang saa bevæget og vi talede om saameget Andet, at Du maaskee ikke har kunnet fastholde det Enkelte.- Jeg gjentager derfor her at, hvorvel jeg ikke har kunnet holde af hende som af flere andre unge Piger, der havde mere naturlig Friskhed og Aabenhed, saa har jeg dog langtfra havt Noget imod hende för hun under Opholdet i vort Huus viste en upassende Lÿst til at behage Dig - der neppe havde forladt Skolen - og vedblev dermed uagtet jeg lod hende föle min Uvillie derover.- Men jeg veed jo, at hun tildeels er undskÿldt i den Henseende, da Magnella stadigt animerede hende dertil. At jeg fra den Tid med Forsæt viste mig frastödende imod hende fulgte jo af sig selv.- Naar Du har glemt, at jeg har sagt Dig Dette, har Du vel ogsaa glemt de Grunde, jeg, maaske temmeligt usammenhængende, meddelte Dig og jeg troer derfor ogsaa at burde gjentage dem endnu engang.- - Min Erfaring - og jeg har tidligt lært at iagttage og reflectere -har lært mig, at der næsten aldrig er kommet noget heldigt Resultat ud af den förste Forelskelse af unge Mennesker, der ikke have traadt deres Börnesko. I denne Alder udvikles Phantasien stærkt, men Reflectionen desto mindre. Phantasien griber med Begjærlighed Digterens skjönne Skildringer i Romaner og Digte af Kjærlighedens livsalige Frÿd, af dens ubetingede
s. 2
Gÿldighed, af dens mirakuleuse Clairvoÿance, som i et Nu aabenbarer hvilken Gjenstand der er den Rette osv.- Og naar saa en mere end almindelig Sÿmpathie opstaaer for en en Person af det andet Kjön, saa er Phantasien strax færdig til at troe og sværge paa at dér er den Rette og saa udstÿrer den denne Rette med Idealets Farvepragt og enhver Tvivl, enhver advarende Reflection afvises med Afskÿ, som formastelig som en Bröde mod den "Elskede". Men denne blinde Forelskelse, denne Ruus er saare langt fra den sande Kjærlighed, thi denne kan kun föles af en udviklet Personlighed, der er sig denne bevidst og söger og finder sit Andet.- Den ganske Unge er derimod kun en mulighed, et ubestemt x, hvortil næsten Alt kan være et Complement.- Det er derfor næsten altid det uvæsentlige der fremkalder de Unges Sÿmpathie, ligesom det er er det Tilfældige, der sætter den i Bevægelse.- Dette var netop Tilfældet med Dig.
 E. var din Cousine, med hvem Du af den Grund kunde omgaaes mere fortroligt end med andre unge Piger og hvor tillokkende er ikke Fortrolighed med en ung Pige ? Denne Fortrolighed forögedes endmere dermed, at hun i længere Tid levede dagligt sammen med Dig i vort Huus, altsaa en dobbelt Tilfældighed. Dertil kom at E. var den eneste af de unge Piger som Du omgikkes, der viste Lÿst til at underholde sig med Dig om dine Yndlingsgjenstande - det Uvæsentlige - og hun var den Eneste der viste Dig nogen særdeles Opmærksomhed - Magnellas Værk.- Hun maatte have været særdeles uheldigt udstÿret af Naturen for ikke under dette Forhold at behage Dig bedre end Andre og saa - troede Du at have fundet den Rette, Den Eneste der kunde være dit Andet! Uden al Menneskekundskab, uden at kunne veie og sammenligne, uden at kjende Dig selv, uden at vide hvad og hvorledes din Characteer og Personlighed vil blive, troede Du at kunne finde hvad der i et heelt Liv igjennem skulde svare dertil! Og denne tilfældige Tilböielighed, denne Phantasie-skabning, den troede Du saa strax var den saa höit besungne "Kjærlighed"
s. 3
Du, som aldrig havde fölt Kjærlighed til nogen, undtagen til Dig selv - Du troede nu at Længslen efter at fornÿe de behagelige, fortrolige Timer var Kjærlighed i dens mest potentserede Skikkelse; Du som aldrig havde lært og prövet Andet end at modtage, som ikke havde nogen Forestilling om at Kjærlighed ikke bestaaer i at nÿde og at tage men i at give, at offre og det ikke en enkelt Gang i poetisk Begeistring, men ganske prosaisk Dag ud, Dag ind at fornægte sine Ønsker og Tilböieligheder, med et Ord at fornægte sin Egenkjærlighed; Du skulde forstaae og föle Kjærlighed! - Skulde Du ikke selv nu föle, at jeg havde Ret i at betragte det hele som Börneværk? " Men, vil Du maaskee sige, fordi jeg ogsaa i ungdommelig Uerfarenhed har forvexlet en tilfældig Sÿmpathie med Kjærlighed, derfor er det dog ikke umuligt at denne Sidste kunde udvikles og at der dog kunde komme noget Godt ud deraf"- Men dertil vil din Samvittighed dog vist svare Dig, at ingen tör berolige sig ved en pure Mulighed ja ikke engang ved nogen Sandsÿnlighed, naar det gjælder om at sætte baade sit eget og en Andens timelige Lÿkke og aandelige Liv paa Spil.- Det er et höit Spil, Du spiller, det höieste af alle, og det i en Alder og paa et begÿndende Udviklingstrin, hvor Du dog vist vilde föle Betænkelighed ved paa egen Haand og imod Din bedste Vens indtrængende Raad at tage Beslutning om langt mindre vigtige Livsspörgsmaal. Jeg begriber ikke at Du saaledes kan dÿsse din Samvittighed i Slummer. Jeg gruer for dig, Carl, naar Du vaagner, naar Taagen, hvori först Uerfarenhed og senere en hovmodig Egenvilie har hildet Dig, falder fra dine Øine. Du kan ikke see, fordi Du ikke vil see. Ja, jeg veed nok at man har hvisket Dig det forfængelige Ord i Øret:" En Mand en Mand, et Ord et Ord"; det er rigtignok kildrende for den Umÿndige, der netop er langt fra at være en Mand.- Dog, det var Muligheden, Sandsÿnligheden vi standsede ved. Hör mig. Du erkjendte, at der i din Natur er meget Haardt og Hensÿnslöst, en höi Grad af Egenkjærlighed og ikke liden Hovmod. Disse ere tildeels, desværre, et sörgeligt Arvegods, deels en Fölge af den Atmosphære, hvori Du har levet, og deels en Frugt af de saakaldte "lÿkkelige" Forhold, der aldrig have lært dig
s. 4
at trænge til Noget eller til Nogen. Vil Du alene ved din egen moralske Kraft være istand til at betvinge Dig selv, at give din Characteer en ganske Anden Retning? Det er desværre efter al menneskelig Erfaring mere end man tör haabe naar ikke særdeles gunstige Forhold komme dig tilhjelp.- Hvad skal bringe Selvbeherskelse, Resignation, Ydmÿghed i dit Sind. En Vei dertil er store Gjenvordigheder, Ulÿkker, Nöd og Trang, men disse kan jeg dog ikke önske min Sön, thi Du kunde vel mangle moralsk Kraft dertil og gaae tilgrunde. En lÿsere Vei til Frelse for dig kunde aabnes ved en stærk og sund Kjærlighed til en ædel Quinde, som stod saa höit, at Du med Ydmyghed maatte nærme Dig hende og for hvem du maatte föle Ærbödighed, en Quinde som det ikke kunde falde dig ind at vise Hensÿnslöshed og Egenkjærlighed, som Du maatte være bange for at miste.- Men er E. en saadan Quinde, kan hun nogensinde blive det for Dig ? Kan hun indgÿde Dig Ærbödighed og Ydmÿghed, dig som föler dig hende saa overlegen, som vil opdrage og udvikle hende? Kan Du hæmmes i din Egoisme af Frÿgt for at miste hende, som det ikke har kostet Dig nogen Umage at vinde men som selv er kommen Dig kun altfor meget imöde ? Nei! Det var et sandt Ord din Moder ifjor Vinter sagde til mig, at hun ikke vilde kunne gratulere E til det Liv, hun kunde komme til at före med Dig.
Ved Siden af denne Hovedbetragtning bliver det næsten betÿdningslöst at E., hvor fortræffelig hun iövrigt kan være, næsten i alle Henseender er uskikket til at være et Complement netop for Dig, fordi hun er altfor meget en Gjentagelse af dig.- Hun er, ligesom Du, endeel belæst og har, ligesom Du lært at tale ligesom en Bog; men hun mangler, ligesom Du, aandelig Bevægelighed og primitiv Friskhed; hun er, ligesom Du, temmelig taus og indesluttet og, ligesom Du, blottet for Humor, der ligeoverfor en Characteer som din er i höieste Grad uundværlig.- Den Ene har saaledes ikke noget af det, den Anden mangler og kan altsaa heller ikke böde paa det Manglende og naar Savnet deraf efterhaanden, uundgaaeligt,
s. 5
bliver föleligt, vil Fortrædelighed og Kjedsomhed blive den sörgelige Frugt. Naar Du læser dette, forudseer jeg, at Du strax vil sÿnes at jeg taler uhÿre "haardt", men lad mig blot minde Dig om, at det er den menneskelige Svagheds Sædvane, at dvæle ved "Haardheden" for at være fri for at undersöge Sandheden, i det der er ubehageligt at höre. Jeg har dog den Tillid til Dig, at Du ikke vil undrage dig denne piinlige Undersögelse og at Du vil erkjende, at jeg kun har opfÿldt min Pligt som Fader ved at fremstille Sandheden saa klart og skarpt og usminket som muligt. Saalænge Du er en umoden Yngling, uden Livserfaring, og fölgelig uden Evne til at see og dömme klart, vilde jeg bære et stort Ansvar, dersom jeg ikke gjorde hvad jeg kunde for at oplÿse Dig. Fölelsen af dette Ansvar paalægges mig endnu at tilföie Eet.- Jeg har af en Erfaring fra ifjor lært hvor snedig Fristelsen har været til at besnære Dig, saa at Du af min Taushed eller endog af en i milde Udtrÿk udtalt Advarsel har udledet en formentlig Billigelse af det, Du helst vilde. Saaledes kunde Du maaskee af mine Yttringer ved Afreisen være falden paa at udlede, at jeg ikke havde Sÿnderligt at indvende imod at Du fortsatte Brevvexlingen med E, fordi jeg ikke udtrÿkkelig forlangte at Du skulde lade være - af den simple Grund at det var örkeslöst.- Men baade af hvad jeg dengang sagde og nu har gjentaget, vil Du indsee at denne fortsatte Forbindelse gjennem Brevvexling maa foraarsage mig den störste Bekÿmring.- Det vilde være en uhÿre Selvtillid dersom Du nu troede med Sikkerhed at kunne forudsee hvad Resultat din Udvikling, som neppe er begÿndt vil före til. Og uden en saadan Sikkerhed, hvilken Sÿnd begaaer Du da ikke ved at knÿtte hende stedse fastere til et x ? Denne Brevvexling gjör jo ogsa Pröven som din Fraværelse skulde præstere til en Illusion og vil
s. 6
saaledes nödvendiggöre en saameget længere Fraværelse for at baade jeg og Du selv kunne faae den Erfaring, hvis Nödvendighed Du idetmindste ved Afreisen sÿntes at erkjende, om din Tilböielighed for E. var en Fölge af en virkelig Overensstemmelse der ikke forandredes naar I vare modnede, saa at en mulig Fornÿelse af Forbindelsen naar Du kom hjem belev Fölgen af en fri Beslutning fra begges Sider og ikke en kunstig Frugt af en Barndoms Dröm.-
Jeg har sagt Dig og jeg gjentager det, at kun da, nar Du som moden Mand tager en fuldkommen fri Beslutning, kan jeg föle mig beroliget for din Fremtids Lÿkke, kun da kan jeg med god Samvittighed give dig min Velsignelse og bidrage hvad jeg formaar til din timelige Lÿkke.- Jeg beder Dig derfor indstændigt, kjærligt forlæng ikke vor Adskillelse mere end uundgaaeligt og vedligehold ikke en Klöft imellem os, som nedtrÿkker mit Sind og vistnok ogsaa dit; gjör det muligt, at jeg dog om ikke altfor lang Tid kan besöge Dig i Udlandet og gjensee dig Ansigt til Ansigt.-

Nu troer jeg at have sagt Alt hvad jeg skÿldte at sige Dig, Alt, hvad der i lang Tid har ligget mig paa Hjerte.
Naar Du kan give mig et Svar, der kan lette mit Sind, da gjör det; hvis ikke da tie. En Discussion vilde være "örkeslös" og fordærvelig for os begge.
Din hengivne Fader J.

Archive Reference: Uden FA-nummer, æske F 3,1