Back to the menu
1867-02-27
Language: Danish (Denmark)
Location: Copenhagen
Date: 1867-02-27
Author: Jacobsen, Jacob Christian
Recipient: Jacobsen, Carl
Keywords: J. V. H. Paulli; death; Emilie Djørup;
Comments: About Paulli's death and thoughts about Emilie Djørup.
Transcription:
Emneord: Familieliv; J. V. H. Paulli; død; Emilie Djørup;
Attachments: 1867-02-27 brev til Carl Jacobsen, uden FA-nummer, æske F 3,1.pdf
Kommentarer: Om Paulli's død og alvorsord om forholdet til Emilie Djørup.
Transskribering:

Carlsberg d 27 Febr 1867

Kjære Carl!
Da jeg paa min Reise i Frankrig erfarede Paullis Död, udtalte jeg i et Brev til Dig min Beklagelse over det store Tab, Du havde lidt ved din Sjælesörgers Bortgang, om dette Tab har jeg senere havt dobbelt Anledning til at beklage og ikke mindst nu, thi nu har Du ikke en eneste ældre Ven, til hvem Du har fuld Tillid som med et klart og uhildet Blik og med moden Livserfaring kan veilede Dig med sine Raad og i Kjærlighed forbundet med alvor kan oplÿse Dig om dine Feiltagelser.. Jeg maa derfor alene overtage den dobbelte Stilling som denældre, erfarne Ven og som den faderlige Forsörger, men derved forvirres dit Blik, saa at Du sammenblander og forvexler Venners Raad med Faderens Fordringer.- Jeg maa derfor forsöge paa at holde disse to Stillinger ude fra hinanden og vil da först tale til dig som den ældre, fortrolige Ven. Som saadan vil jeg da sige til Dig: Kjære Ven! Det forekommer mig at Du ikke har opfattet Situationen rigtigt, thi Du taler som om det var din Fader, der for sin Skÿld havde noget at bede Dig om og det er saaledes en ligefrem Miskjendelse af din Stilling naar Du fremsætter Fordringer og vil foreskrive ham hvad han skal gjöre.. Jeg sÿnes heller ikke at Du taler i et ganske sömmeligt Sprog til din Fader hvem Du dog skÿlder saameget og om hvis varme Omsorg for dit bedste Du dog ikke kan tvivle, selv om hans Omsorg gaaer videre end Du sÿnes om.- Jeg sÿnes navnlig ikke, at Du burde tale til din Dig saa hengivne Fader i en irettesættende og næsten hovmodig Tone, fordi Du sÿnes at han tager Feil, thi Du er ham dog neppe saa overlegen i aandelig Henseende, at hans lange Livserfaring ikke idetmindste skulde veie op derimod og Du kjender ham dog vist som en Mand, der ikke handler efter Indfald og Luner, men som omhÿggeligt overveier og pröver Grunde for og imod og at han kun er fast og urokkelig

på langs: Hvor har Du dog kunnet nænne i over 14 Dage at lade din Moder være uden Breve fra Dig! Jeg bad Dig dog udtrÿkkeligt at skrive snart til hende og Du kjender hendes Uro og Ængstelighed.

s. 2
i sine Beslutninger, naar de stötte sig paa et modent Overlæg og en derpaa grundet Overbeviisning om det Sande og Rigtige. Det sÿnes derfor ikke ganske beskedent af Dig, uden videre at troe dig istand til at være hans Dommer. Men det forekommer mig heller ikke, at Du har opfattet Sagen rigtigt. Du erkjender dog nu selv, at din Tiilböielighed for E. begÿndte som en Børneroman, som din Fader havde Ret i at betragte som noget for Eder Fordærveligt. At Du, imod hans Raad, har fortsat denne Roman i længere Tid ved stadig Brevvexling, kan dog umuligt være tilstrækkeligt for ham til at bevise at I ville passe for hinanden naar I komme til Skeels og Alder, saameget mindre da det endnu stadigt viser sig, at din Character trænger til en betÿdelig Forandring. Han betragter dog ikke det ubeviste som en Umulighed, men kun som noget endnu meget Tvivlsomt og han har sikkert Ret i at troe, at Du selv vil betragte det som en stor Ulÿkke for Eder begge, dersom det i sin Tid skulde vise sig at den ene Mulighed, den, at I ikke kom til at passe for hinanden, blev til Virkelighed. At han ikke kan lægge nogen Vægt paa, at Du, den forelskede, aldeles ikke vil troe eller tænke paa denne Mulighed, er jo en Selvfölge. Naar han nu befrÿgter, at I i Eders Lidenskabs Forblindelse, ligesom fra Begÿndelsen saaledes ogsaa endnu, stole paa, at han i hvert Fald nok vil ÿde Eder sin Bistand, sÿnes det mig rigtigt, at han itide gjör Eder opmærksomme paa, at I deri skuffe Eder og at han ikke kan og ikke bör ÿde nogen Bistand uden at han har faaet det Beviis han savner. Vil Du gaae din egen Vei og alene stole paa dig selv, da har Du jo din Frihed og han vil jo ikke og kan jo ikke forhindre Dig deri, men vil Du forlange hans Samtÿkke og Bistand, da maa Du jo sætte ham istand dertil at ÿde den ved at opfÿlde de Betingelser, han efter sin Overbeviisning for Eders Skÿld anseer for nödvendige.- Det er megetmuligt, jeg tör ikke benægte det, at det for en heldig Udvikling af din Characteer og dine Evner kunde have sine Fordele om Du bestemte Dig til at gaae
s. 3
din egen Vei og give Afkald paa din Faders Veiledning og Bistand; det vilde maaske give din Stræben efter at blive til noget dÿgtigt en Impuls, som Du vistnok hidtil har savnet. En saadan Kamp for Existents og Velvære er ganske vist en frugtbringende Skole for Forstandens, Characteerens og Fölelsens sunde Udvikling, thi Livets Prövelser under besværlige Forhold ere den bedste Læremester til at modne Manden og til at corrigere Phantasiens ofte usunde Forestillinger. Denne Vei er imidlertid langsom og tung og kan jo pgsaa være uheldig og jeg er heller ikke vis paa, at Du uden Skade vilde kunne undvære din Faders Veiledning i saa lang Tid. Jeg tör derfor ikke tilraade dig at fölge den.-

_____________________________

Som Fader og Forsörger vil jeg sige Dig: Kjære Carl ! Det er rigtignok ikke noget godt Tegn, at din Sindstilstand 11 Dage efter at Du har modtaget mit kjærlige Brev endnu kunde være saadan, at Du har kunnet affatte dit Brev i den Tone, hvori det er skrevet. Men jeg var jo belavet paa at der ikke endnu var kommen Yydmÿghed og Selvbeherskelse i dit af Naturen haarde og af Forkjælelse endmere forhærdede Sind. Derpaa vil jeg for Øieblikket ikke tænke videre men i al Venlighed skrive dine Overilelser paa din ophidsede Sindstemnings Regning. Du kan ikke fornærme mig dermed, men rigtignok i höi Grad bedröve mig.
Jeg vilde gjerne gjöre Dig det Offer, jeg har tilraadet Dig, saa let som muligt, men jeg kan dog ikke love Dig at opfÿlde de Fordringer, Du ligesom foreskriver mig.- Naar Du og E fuldstændigt opgive enhver Forbindelse, directe og indorecte, vil jeg, som jeg har sagt, gjerne igjen mödes med E, hvilket hendes Slægtninge i Kbhvn have lovet at give Leilighed til, og det vil da selvfölgeligt beroe paa Udbÿttet af vore Samtaler og Omgang hvor stor Udstrækning disse Sammenkomster ville faae og hvor stor Tilnærmelse de ville lede til. Mere lader der sig jo for Tiden ikke sige derom; det vil lidt Eftertanke ogsaa sige Dig selv
s. 4
Om denne Tilnærmelse kan blive saa stor, at der kunde blive Anledning til at optage hende i mit Huus, ligger vel ikke udenfor mulighedens Grændser, men derom kan jeg nu aldeles ikke have nogen Mening og i dette Øieblik forekommer denne Idee mig rigtignok temmelig phantastisk. Det vilde jo være en uhÿre stor Sÿnd af mig, at give hende en saadan Forhaabning, som der vilde ligge i et saadant Skridt, saalænge jeg nærer nogen Tvivl om at en slig Forhaabning kan blive til Virkelighed og der vil saaledes i hvert Fald kræves længere Tid, för der kan være Tale om et saadant Skridt. Indtil videre vil jeg, naar al Forbindelse mellem Dig og hende er forstummet, betragte og behandle hende, som om Intet var passeret og ikke gjöre nogen Forskjel paa hende og de andre unge Piger i vort Bekjendtskab. Der vil da ikke være den mindste Uvillie hos mig imod hende og jeg vil naturligviis med særdeles Opmærksomhed iagttage hende og hendes Udvikling og jeg vil haabe at hun skal faae Leilighed til at erkjende, at jeg ved min Handlemaade fuldt saameget har havt hendes Vel for Øie som dit. Samtidigt haaber jeg at jeg skal lære dig og din Udvikling bedre at kjende end Du i den senere Tid har givet mig Leilighed til, saa at jeg efterhaanden kan danne mig en sikkrere Forestilling om end jeg nu har om Sandsÿnligheden af at hun kan være tjent med Dig.- Heraf vil min senere Fremgangsmaade være afhængig. Mere er jeg ikke istand til at sige nu.- Jeg venter nu dit endelige og bestemte Svar: Ja! eller Nei! i löbet af 8 Dage, men hvis Du siger Ja, stoler jeg paa din Overfölelse at det vil være ærligt ment og blive ærligt holdt og at Du ikke vil lade dig friste til at omgaae dit Ord ved at give eller modtage Meddelelser ad hvilkensomhelst Omvei. Kun et saadant Ja kan jeg modtage og tage Hensÿn til.
s. 5
II
Det vil glæde mig overordentligt at see Vidnesbÿrd om, at Du med hele din Hu og Tanke hengiver Dig til din borgerlige Livsopgave, at blive en dÿgtig practisk og videnskabelig Brÿgger, der kan gjöre din Stand og dit Fædreland Ære. Men det har forekommet mig at der endnu ikke var vaagnet nogen alvorlig Higen derefter, som den der fra min Ungdom drev mig frem.
Jeg har ikke været fri for at nære den Frÿgt, at jeg i min Bestræbelse for at afværge en altfor overveiende materialistisk Retning i din Udvikling er gaaet for vidt og for tidligt har udviklet din Sands for det skjönne og for Nÿdelsen deraf paa det alvorlige Arbeides Bekostning. Hammerichs Ord til Dig har jeg ofte maattet mindes og naar jeg har seet tilbage paa din Skoletid, har jeg ikke kunnet dölge for mig selv, at denne ikke vidnede om nogen stærk Drift til at arbeide hvor der ikke var noget behageligt forbundet dermed. Det faldt mig dengang ikke ind at Udsigten til Velstand ubevidst kunde virke slappende paa din Iver. Jeg havde imidlertid haabet at Lÿsten og Driften skulde springe frem, naar Du kom bort fra Skolebænken, men om Du end har arbeidet ret stædigt som Student - i temmelig faa Fag - saa har jeg dog ikke kunnet sige at det, sammenlignet med Andre, var med stor Iver, allermindst naar det gjaldt Noget, der ikke sÿntes Dig absolut nödvendigt endsige naar Du fandt det kjedeligt.- Men, tænkte jeg, naar han kommer i Færd med sin egentlige Dont, saa vil Driften nok komme, thi saa vil han föle sig löftet ved Fölelsen af hvormeget han har forud for Andre i Kundskaber og disse ville have udvidet hans Blik saa at han med levende Interesse vil kaste sig over Iagttagelsen af Phænomenerne og Spörgsmaal paa Spörgsmaal ville paatrænge sig som han vil hige efter at söge besvarede. Da Du var kommen til Strasbourg ventede jeg derfor at dine Breve til mig vilde aande lutter Brÿggerie, at der vilde være meget, Du vilde tale med mig om, meget
s. 6
Du vilde meddele mig dine Betragtninger over og önsker at höre min Mening om og jeg opgav dig derfor en Mængde Momenter at skrive om.
Men denne min Forventning blev fuldstændig skuffet - ikke engang de Oplysninger jeg udtrÿkkelig og gjentagende bad Dig om at skaffe mig, har jeg erholdt - og det blev mig da af dine Breves tiltagende Tomhed og sÿnlige Hastværkspræg (allerede ved Juletiden) mere mere klart, at der var noget Andet, der mere og mere opfÿldte dine Tanker og bortdrev dig fra din Livsopgave. Dit forrige Brev giver mig desværre fuld Bekræftelse derpaa.-
Saaledes kan det ikke vedblive, kjære Carl! Mærk mine Ord! Naar Du vil tænke paa at blive min Efterfölger paa Carlsberg, da maa Du gjöre dig værdig til denne Stilling, ellers vil Velstand blive dig til Forbandelse. Kun en dÿgtig og virksom Brÿgger, der kan og vil fortsætte hvad jeg har begÿndt og stedse vil gaae i Spidsen for Brÿggeriets Udvikling i Danmark og Norden, skal efter mig komme i Besiddelse af dette Sted, der er viet til denne Virksomhed. Gud forbÿde, at det skulde blive en Anden end min egen Sön!
Naar Du har lært at finde din bedste Glæde i kraftig Virksomhed, baade aandelig og legemlig, i at opfÿlde Skriftens Bud om "at æde dit Bröd i dit Ansigts Sved"; naar Du i Bevidstheden af at have troligt opfÿldt denne Pligt, som Gud har paalagt Menneskene til Deres eget Bedste, kan nære en berettiget Selvfölelse, da, men ogsaa först da, tör Du tænke paa at nÿde Livets Goder og Glæder som en Lön, som en Frugt af dit eget Arbeide, som et Krÿderi paa Livet, som en Forfriskning og Opmuntring, der sætter Dig istand til med fornÿet Kraft at fortsætte dine Anstrængelser og til at bære Livets Möie og Sorger. Kun saaledes kan Nydelsen blive til Gavn, til Velsignelse! Vee den, som först tænker paa at nÿde, endsige som alene tænker derpaa!
s. 7
Gid Du vilde lægge Dig disse Sandheder levende paa Hjerte! Gid Du maa fatte, at det nu er paa Tiden, at Du stiller Dig et Maal levende for Øie og med Iver og Lÿst, med Energi og Udholdenhed ufravendt higer frem imod det! Gid Du maa föle, at det er din Pligt at stille dette Maal i Höide med de Evner og Kundskaber, Du er i Besiddelse af og endnu kan haabe at tilegne Dig; at de gunstige Betingelser, som Du har forud for saamange ja maaskee for de fleste vordende Brÿggere i Europa, stille et stort Krav til Dig og at det vilde være en Skam for Dig at blive staaende paa den jevne Middelmaadigheds lidet hæderlige Standpunct.- Nu indtræder Du i den Alder, der efter vort Lands Love gjör den Unge til en mÿndig Mand og hvormed Faderens Formÿnderskab ophörer. Hvad Du hidtil har foretaget Dig har været uden Gÿldighed, naar det ikke var bekræftet af mig, men herefter er det anderledes; nu medföre dine Handlinger retlig forbindende Forpligtelser og nu bærer Du selv alene Ansvaret derfor.- Jeg har altsaa herefter ikke noget Ansvar som Formÿnder, men kun et moralsk Ansvar som Ven for de Raad, jeg giver Dig og for de Handlinger, hvormed jeg kan udöve Indflÿdelse paa dine Handlinger. Troer jeg at Du handler rigtigt, har jeg som Ven et Ansvar, dersom jeg ikke bestÿrker og understötter Dig deri saavidt jeg formaaer, men finder jeg at Du handler urigtigt, har jeg et Ansvar dersom jeg med mine Handlinger bestÿrker Dig deri og ikke söger at afværge det.-
Saaledes maa altsaa vort indbÿrdes Forhold herefter være.- Det maa være Dig selv der tænker og beslutter med Bevidsthed om, at Du handler paa dit eget Ansvar og at det er Dig selv Du maa tilskrive Fölgerne.- Föler Du Trang til at raadspörge min Indsigt og Erfaring saa veed Du, at jeg altid med Glæde vil give Dig saa gode og veloverveiede Raad, som jeg formaaer, men jeg bör ikke som hidtil - maaskee indtil "satiété" - overlæsse Dig med Raad, som Du ikke har forlangt.
Og naar Du, hvad der i hvert Fald i den nærmeste Tid vil være
s. 8
Tilfældet, trænger til min pecuniaire Understöttelse for at fortsætte din theoretiske og practiske Uddannelse, saa kan Du tröstigt bede mig derom og Du skal faae den saalænge og i saa stor Udstrækning, som jeg finder det gavnligt for Dig, men for at jeg kan sættes istand til at bedömme dette, vil det være i sin Orden, at der hver Gang Du beder om en Understöttelse, meddeler mig hvortil og hvorledes Du agter at anvende den.-
Dette Brev omhandler saa alvorlige Forhold, at det uundgaaeligt har maattet faae et alvorligt Præg, men jeg stoler paa at Du har Dömmekraft nok til ikke derfor at betragte det som koldt og at Du tvertimod vil see et Vidnesbÿrd om min varme Kjærlighed til Dig i den Alvor, hvormed jeg tænker paa din Fremtids Lÿkke.
Du veed desuden, at det er min Sædvane helst at lade mine Fölelser komme tilorde i Gjerning.- Jeg sender dig ingen Födselsdagsgave fordi en saadan, ved Siden af et Brev som dette, forekommer mig at vilde falde i det Puerile, tilmed da jeg ikke kan tænke mig Noget, der kunde være af Betÿdning, som jeg ikke allerede har givet Dig.
De Ønsker jeg paa din 25 Aars Födselsdag nærer for Dig, ere saa rige, at jeg ikke med nok saa stor Veltalenhed vilde kunne skildre dem anderledes og bedre end jeg troer at dette Brev allerede har gjort.- Herren være med Dig og bevare Dig! Han oplÿse din din Aand og stÿrke din Villie til det Gode! Han skjænke dig sin Velsignelse og give Dig Fred!
Din hengivne kjærlige Fader
J. C. Jacobsen

Archive Reference: FA uden eget nr.